Jeg tænker på dig siden jeg hørte at du var gået bort. Mange billeder kommer op fra de år, vi har haft sammen - Det er helt utrolige ting vi har fået til - f.eks udstillingen: Et Menneske er Et Menneske er Et Menneske i Oslo Rådhus galleri i 2011 og senere i Stavanger. Du hjalp med alt op til åbningen, inklusive at oversætte 20 kunstfaglige beskrivelser fra min kollega Vicky Hodgson fra engelsk til ordentlig norsk, bare sådan! og du sendte mig på ferie straks efter åbningen, og overtog galleri vakttjenesten sammen med Valborg. Du og hun var enestående. Til afslutningsfesten for alle medvirkende strøg du den 25 meter lange hvide lindug tre gange - den skinnede - og selvfølgelig hjalp du med alt der også! Da bogen "Gammal Liksom" skulle laves - alle de 100 portræt fotografier og interviewene - stillede du op igen. Blev vi bedt om at holde foredrag om bogen, var der aldrig nej fra din side - eller ville *Vi over Seksti* lave en artikel med os - Det var bare at spørge dig. Det blev altid et JA. Og indimellem alt hvad vi fandt på, ordnede du lige haven, hjalp de andre naboer og din familie. Inger, du har været en stor glæde. Jeg kan ikke takke dig nok for at jeg fik lære dig at kende! De kærligste hilsener og klem fra Lisbeth